Forfatteren
Birgitte Husted Bendtsen har gennem de seneste år jævnligt skrevet artikler til Haveselskabets blad "Haven" og gennem sine artikler forsøgt at smitte andre med sin store glæde over de dejlige floks og storkenæb. Nu skriver hun regelmæssigt for bladet om alle slags planter.
Birgitte havde længe haft en drøm om at skrive en bog om geranier, og de mere end 20 års erfaring med planten udmøntede sig i 2003 i et længe savnet opslagsværk, som ud over de mange fakta er krydret med baggrundshistorier. Historier, som tydeligt afspejler Birgittes vestjyske lune.
I 2007 kom næste skud på stammen - et stort opslags værk om de dejlige floks - "Phlox - bogen om floks til haven". Denne bog blev et digert værk med beskrivelser af mere end 600 floks og gennemillustreret af over 750 af forfatterens egne fotos.
Ud over at være et omfattende opslagsværk, er bogen også en underholdende havebog - skrevet med sans for detaljen og den gode historie.