Nekrolog

Foersters berømte Senk Garten

Det er med stor sorg, at vi i forlaget har modtaget meddelelsen om Marianne Foersters død den 30 marts 2010.

Marianne Foerster var datter af én af Tysklands store personligheder, Karl Foerster.

Marianne, der blev født den 1. Januar 1931 i Potsdam, gik i faderens fodspor og viede hele sit liv til planter. Hun blev uddannet havearkitekt og arbejdede i over 30 år i Belgien. Efter murens fald kom hun i 1990 tilbage til sit barndomshjem for bl.a. at hjælpe med at genrejse faderens planteskole, der efter Tysklands deling var overtaget af russerne og kørt helt i sænk af dem. Også faderens fantastiske have skulle skabes igen og åbnes for publikum.

I 2005 udgav Marianne Foerster bogen om sin fars have, en have som efterhånden blev Mariannes helt egen. Bogen, ”Der Garten meines Vaters Karl Foerster”, blev i 2006 valgt som årets havebog i Tyskland.

Netop i år har Foerster Stauden 100 års jubilæum og det er meget sørgeligt, at det skal fejres uden Marianne.

Marianne var foruden en stor personlighed, et meget sødt menneske, som jeg lærte at kende i forbindelsen med tilblivelsen af bogen om floks. Når jeg talte med hende, spurgte hun allerførst til min hund: ”Hvordan har Freja det”? Foruden planter var Marianne nemlig vild med dyr, og hun elskede sin kat Max, der fulgte hende ude og inde.

Ære være Mariannes minde.

Marianne Foerster med sin egen Phlox paniculata ‘Raureif’.

Marianne Foerster

Foerster Stauden